Ordliste
Aktieemission
Definition
Kort, indledende definition: Aktieemission er en fagterm for, at det børsnoterede selskab vælger at udstede nye aktier for at generere ny kapital. De eksisterende aktionærer får her tegningsret til at købe de nyudstedte aktier til en fastsat pris og bestemmer selv, om de vil takke ja eller nej.
En fortegningsemission sigter mod alle aktionærer, der efterfølgende får tildelt tegningsret i en bestemt ratio (f.eks. 1:5), mens en rettet emission er målrettet specifikke investorer, hvor kun de får tegningsret.
Hvad betyder aktieemission?
Emission er et andet ord for udstedelse eller dét at bringe noget i omløb. I aktiesammenhænge refererer det specifikt til, at man som børsnoteret virksomhed udsteder flere aktier end det nuværende antal.
Bemærk, at man ved et aktiesplit splitter det eksisterende antal aktier, mens man ved aktieemissioner udsteder nye aktier. Målet er i begge tilfælde at få flere aktier ud på markedet.
Flere aktier i omløb vil typisk være lig med en lavere kurs på aktierne, og derfor får aktionærerne ved en aktieemission også tegningsret til køb af de nye aktier. Bemærk i den forbindelse, at der aldrig er garanti for fremtidige kurser på aktiemarkedet.
Denne ret er ikke obligatorisk, men udelukkende et tilbud, som man aktivt skal vælge fra eller til. Det er også muligt at videresælge denne tegningsret til andre parter.
Hvorfor vælger virksomheder aktieemissioner?
Der kommer en række tidspunkter, hvor en virksomhed kan få brug for ekstra kapital. Det kan være i forbindelse med nye erhvervseventyr, opkøb af andre virksomheder eller som et forsøg på at nedbringe gæld.
Her er det naturligvis muligt at optage lån, men en anden mulighed er at skaffe kapitalen gennem udstedelse af flere aktier – også kendt som aktieemission.
Én ting er den ekstra kapital. Men en aktieemission kan også ses som en mulighed for at lade aktionærerne få en større andel af virksomheden.
Hvad er fordelene og ulemperne ved aktieemissioner?
Aktieemissioner kan opsættes på flere måder, ligesom der som nævnt kan være forskellige årsager til at iværksætte dette tiltag. Derfor kan der også være forskellige fordele og ulemper i spil for aktionærerne.
Den klare ulempe for aktionærerne er, at ens aktieandel kan blive udvandet, og magtbalancen kan ændre sig mellem aktionærerne, hvis man ikke selv vælger at deltage i aktieemissionen.
Det større antal aktier på markedet kan også få negativ indvirkning på aktiekurserne, hvilket er virksomhedens største risiko i processen. En aktieemission kan dog også være gavnlig på sigt for både aktionærer og det børsnoterede selskab. Her tænkes især på den ekstra kapital, der genereres, som kan sikre virksomheden et langt bedre økonomisk fundament.
Der er hverken garanti for kursstigning eller –fald i forbindelse med en aktieemission.
Primære og sekundære aktieemissioner
Aktieemissioner kan både være primære og sekundære. Den primære emission betegner processen, hvor virksomheden udsteder de nye aktier på markedet, og aktionærernes køb genererer kapital direkte til virksomheden.
Sekundære emissioner kan ske de gange, hvor en større investor vælger at sælge ud af sine aktier til andre aktionærer i virksomheden eller nye investorer. Her er det kun den pågældende aktionær, der får fortjenesten.
Eksempel fra virkeligheden: DanCann Pharma
Aktieemissioner anvendes i stor stil af de børsnoterede virksomheder, og et konkret eksempel er den nyere danske virksomhed DanCann Pharma, der har været på markedet siden 2018 og blev børsnoteret i 2020.
Virksomheden fra Ansager udvikler receptpligtige lægemidler til smertelindring, herunder medicinsk cannabis. De har oplevet en stor vækst, samtidig med at de har indhentet nye godkendelser til deres Biotech Pharm1-anlæg, der bliver et af Europas største mht. produktion af cannabisprodukter.
Drømmen er derfor at eksportere produkterne til et endnu større marked direkte fra Danmark. Der har været gennemført flere aktieemissioner i de seneste år for at indhente et større millionbeløb til bl.a. indkøb, import og distribution.
En af DanCann Pharmas seneste aktieemissioner blev gennemført tilbage i juni 2024, hvor aktionærerne blev tilbudt 11 tegningsretter for hver eksisterende aktie. Emissionen blev tegnet 56,71%, hvorfor det samlede tegningsbeløb blev 6,935 mio. kroner modsat de ønskede 18,3 mio. kroner.
Nye emissioner er allerede planlagt for 2024.